Lauras kontaktperson i børnehaven går på barsel i slutningen af August, da hun venter sit første barn - en lille pige. Og ved den lejlighed har Laura og jeg sammen besluttet at hun skal give en gave til Carina. Og hvad er mere nærliggende end at mor strikker noget til den lille baby, så i torsdags var Laura og jeg i Netto og købe noget af deres nye bomuldsgarn - vi købte det skønne multifarvet lilla garn og det hvide. Det orange er fra Super Brugsen og det hindbær er fra Super Best - alt sammen bomuldsgarn.
Da jeg ventede Mathilde havde jeg strikket en lille cardigan i vendestrik og en djævlehue og var så glad for det, så jeg fandt et af mine Hendes Verden blade frem og fandt en opskrift jeg med stor glæde har brugt - det udkom først efter Mathilde blev født ( opskriften jeg brugte til hendes var fra Garnstudio ).
Bladet er Hendes Verden nr. 49, 6. December 2010 og opskrifterne jeg har strikket efter til den lille pige er disse :
Skøn lille cardigan i vendestrik i den mindste størrelse 3 mdr, en djævlehue og .....
et par små sko.
Her er så min variation af Hendes Verdens modeller.
Sådan ser de små sko ud når de er strikket og inden enderne er hæftet og de er syet sammen og knapper sat i.
De små sko som de nogenlunde skal se ud når de er færdige.
Djævlehuen færdigstrikket - jeg mangler kun at strikke bindebåndene.
Den lille djævlehue som den skal se ud når den er færdig.
Den lille cardigan set fra forsiden - der mangler at blive hæftet ender, syet ærmerne sammen og lavet kant ved halsen og som jeg har valgt at gøre ekstra også forneden og så 3 knapper i.
Cardiganen set fra bagsiden.
Og så begyndte jeg igår aftes på endnu en lille cardigan i vendestrik, men denne gang i Kauni uldgarn, for den lille kommer jo omkring oktober / november og så er det altid rart når hun er de der små 3 mdr at kunne komme i en uldbluse. Er dog lidt i tvivl om hvorvidt jeg skal strikke en djævlehue til hende også i Kauni, for jeg synes det kradser en lille smule .... så skal lige forhøre mig lidt runt omkring på nettet tror jeg.
Jeg elsker at strikke i vendestrik, dels fordi det er så ligetil og giver alligevel nogle skønne resultater, men også fordi man kan lege med striber og farver som fx her - jeg har strikket to riller i limegrøn og derefter strikker jeg kun en rille med henholdsvis gul og rød og på den måde bliver striberne ved første og sidste venderække ( den nederste og øverste del ) skiftevis gul og rød, hvorimod der i anden venderække ( den midterste del ) kommer til at være to gule og to røde riller. Jeg synes det giver en fed effekt, som jeg glæder mig til at se i et større perspektiv. Jeg tænker lidt at ærmerne skal være den limegrønne for at bryde alt det gule og røde, men det finder jeg ud af hen af vejen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar