torsdag den 28. august 2014

Strik eller hækle for en hjertesag

Som du jo nok har bemærket så har jeg de sidste par måneder strikket en del små fine vendetrøjer til for tidligt fødte babyer. Jeg er medlem af en facebook gruppe, hvor vi strikker og hækler alle mulige forskellige ting til de små guldklumper, som desværre kommer for tidligt til verden i stedet for at blive liggende trygt og godt inde i deres mors mave. For mit eget vedkommende så føler jeg at de nybagte forældre fortjener at få en bekymring mindre og opleve en positiv ting mere ved at deres meget meget lille guldklump kan se ud som andre nyfødte i tøj der kan passe ham/hende. Det er måske ikke lige det tøj de havde drømt om at deres baby skulle have på, når den kom til verden, men jeg ved at alle os der sidder og nørkler har lagt en masse følelser og tanker i hver maske:) 

Og i den forbindelse har jeg valgt at tage kontakt til den underskønne strikkedesigner Stine Hoelgaard Johansen, som de fleste kender fra utallige lækkerier indenfor det kreative univers, som man meget ofte kan støde på i Hendes Verden og andre dejlige strikke blade. Jeg satte mig i forbindelse med Stine, for at høre om hun eventuelt lå inde med nogle rester af rene bomuldsgarner, som hun kunne tænke sig at donere til de små guldklumper. Stine var så sød hurtigt at give respons og ville gerne donere den smule garn hun havde, så her til morges lige på vej ud af døren mod børnehaven modtog jeg en pakke med posten, som søde Stine havde sendt.



Her er det skønne garn, som Stine har sendt og doneret. Tusind tusind tusind tak Stine for dit dejlige bidrag og omtanke for andres små guldklumper. Jeg er sikker på at dit garn nok skal gøre lykke, når først jeg har fået strikket noget af det:) Det er så skønt at vi er flere der sammen kan give lidt lykke og glæde for andre:)



Ingen kommentarer: