lørdag den 28. juli 2012

I min farmors gemmere.

Jeg har endnu engang været i min farmors gemmere, da jeg var hjemme på fyn tidligere på ugen. Jeg fandt blandt andet disse søde sæt grydelapper, som er perfekte i størrelserne til pigerne. Så har de nogle skønne grydelapper at lege med, når de leger i deres træ køkken, og så er der jo den sjove tvist, at det har været deres oldemors :)

Dejlige lapper hæklet og med påsyet blomster eller stjerner.


Samme slags bare i modsatte farver.


Grydelapper i vendestrik med hæklet kant.


Grydelapper ligeledes i vendestrik med hæklet kant, men synes disse ligner små blomster :)

Hæklede lapper til babytæppe.

Igår valgte jeg så at begynde at hækle nogle lapper til et lille babytæppe, som Laura også skal give til hendes kontaktperson i børnehaven, når hun går på barsel om en mdr. Jeg håber jeg kan nå at lave et, men tror jeg nu nok jeg kan, for det skal jo ikke være så stort.

Jeg har valgt følgende farver til mine firkanter - de her to sæt har jeg allerede hæklet med.


Men disse farver og dem på billedet nedenunder har jeg endnu ikke.



Jeg nåede igår aftes at lave disse 4 lapper til tæppet.



Som du måske kan se, så er den lille hvide firkant ( og den lime ) en jeg har lavet før - det er nemlig denne her ....


Som Stine Hoelgaard Johansen har lavet som pude i bogen " Home made ", som jeg så selv har designet videre på. Jeg synes Stines firkanter er så søde, men jeg ville gerne lave lidt mere på dem, så derfor måtte jeg lige eksperimentere lidt videre :)

Broderi til strik ?

Vi har fra mandag til vi tog hjem torsdag haft vores camplette liggende på en sommerhusgrund i Kerteminde - morfar Pers svigerinde og svoger var så søde at lade os være på deres matrikkel. Inde i deres lille hyggelige sommerhus var en del forskellige ting fra 1970´erne, men især en ting fangede min opmærksomhed og måtte derfor foreviges på billede.

Det var nemlig denne broderet klokkestreng i blå farver og rød.

Min tanke var og er at man må kunne bruge disse smukke broderier til strik og jeg har da tænkt mig at skulle anvende dem en dag ved lejlighed, for de er så smukke at man ikke bør lade være !!! De skal nok forenkles lidt, men meningen skal nok kunne ses alligevel :)

En smuk blomst.


Endnu en smuk blomst - begge kan anvendes uden krummelurene.


Flot hjerte og smukke blomsterkrummelurer, som også kan anvendes for sig.


Smukke blomster, der kan anvendes sammen spejlvendt eller enkeltvis.


Disse flotte fugle må bare bruges på en eller anden måde og passer perfekt til at laves to og to i strik.


Smukke blomster nedenunder fuglene.

Cup cakes i ny afskygning.

Da vi var i Kerteminde i onsdags kom vi forbi byens blomsterbutik ved Langegade, og jeg måtte bare stoppe op og tage et par billeder af disse smukke blomster cup cakes !!!

For de er da noget af det smukkeste jeg længe har set og hvilken virkelig god idé at lave cup cakes af blomster, små ting og bær og frugter !!! Det er da helt sikkert noget man godt kunne integrere i sit hjem og lave som nogle skønne dekorationer til opsats.

Farverne er virkelig smukke - her på det første billede er jeg nok mest vild med den med hortensiaerne og æblet på toppen.


Her på det nederste billede er jeg helt vild med den grønne med kirsebærret og den sjove lyserøde dims på toppen.


Men man har jo mulighed for at sammensætte sine egne cup cakes præcis som man ønsker det.

Nyt lækkert bomuldsgarn.

Til Kirsebærfestivalen i Kerteminde i søndags faldt jeg over nogle skønne garner inde i Butikken Nille, som er en kombineret lingeri og garnbutik. De havde tilbud på nogle forskellige garner pga festivalen, men desværre havde jeg glemt min pung med både vores kontanter og dankort, så vi havde lånt lidt penge af morfar Per, og de skulle jo ikke kun bruges på garn :( Men lidt kunne det da blive til og eftersom jeg er rigtig glad for at strikke i bomuld, så valgte jeg disse 5 nøgler fra Sandnes. Det er deres Mandarin Petit, som bare er så lækkert og blødt et bomuldsgarn at man bare ikke KAN eller BØR lade være med at strikke i bomuld !!!


Tænk sig at disse fem skønne nøgler kun kostede 90kr, og at jeg har sparet 60 kr - det vil sige at jeg faktisk har fået to nøgler gratis, og det er jo altid en dejlig ting :)


Vores skønne Mathilde ville lige være med på billedet :)

Retro knapper fra Kirsten.

Her i ugens løb har vi været en del sammen med morfar Per og Kirsten og den ene dag var vi sammen i blandt andet Fjord og Bæltcentret i Kerteminde og efterfølgende en smuttur rundt i byen. Jeg skulle lige et smut ind i den ene af byens genbrugsbutikker og her faldt jeg over nogle knapper ( ikke dem her ), hvilket fik Kirsten til at tænke på hun havde en masse knapper et sted i sine gemmere. Så i torsdags fik jeg så en posefuld og blandt dem var der nogle der særligt skilte sig ud, så her er de.

Disse knapper er i metal look, men de er ikke tunge nok til at være det - der mangler en mere på billedet.


To smukke retroknapper.


Disse knapper var der kun en enkelt af, men smukke er de og jeg kan sagtens finde noget at bruge dem til.


Alle disse grønne små knapper sad på række på et stykke pap.


Disse knapper er smukke på deres måde - den brune med sølv i midten er vist temmelig gammel for selve øjet du skal sy igennem er lavet af denne sølvdims.


Små blomster på.


Disse knapper er der også kun en af - den cremefarvede er lidt sjov for bagpå er hullerne meget store. Den store runde perlemorsfarvede er også sjov, idet der foran er meget store huller og bagpå er de så små så man tror det er løgn.


Smukke knapper i enkel stil.


Smukke grønne.

Meget meget småt strik.

Jeg har for en lille uges tid siden tilmeldt mig en rigtig dejlig gruppe på facebook, som har til formål at strikke til for tidlig fødte børn på Skejby og Odense hospitals neonatal afdeling. Jeg har til hensigt i første omgang at strikke 8 sæt bestående af djævlehue og undertrøje - der er 4 forskellige størrelser og regner med at lave alle fire - fire til piger og fire til drenge.

Her er de første 3 sæt jeg har nået på den sidste uges tid.

Jeg mangler at hæfte ender, sy sammen, sy knapper i, hækle snore og montere dem i djævlehuerne.


Her er den mindste, som altså bare er rigtig lille - alle tingene til de små babyer skal strikkes i ren bomuld, og her kommer alle mine dejlige rester til sin ret og gavn :)


Den anden mindste størrelse.


Den anden største størrelse.


Bagsiden af sættet - alle djævlehuerne skal have to lange snore og en kort, som skal laves til noget der kaldes c- paphuer - det er huer som bruges til de babyer der har brug for en slange til at modne deres små lunger, så for at den ikke er i vejen, så monteres der en kort snor til at sætte slangen fast i.


Bagsiden af sættet - den er lidt anderledes end forsiden idet der er lilla / hvide striber.


Bagsiden af det sidste sæt.


Jeg regner med at jeg kommer til at strikke en del til alle de små ønskebørn på hospitalerne - der er temmelig mange ting at vælge imellem og man kan selv vælge mønster osv så der er forholdsvis frit slag selvom der er opskrifter man skal følge :)

fredag den 27. juli 2012

Sjove dyr i Kerteminde

Da vi gik rundt i Kertemindes gader stødte vi på disse smukke dyr - en skøn farverig ko med to forskellige sider.



Og en skøn elefant ligeledes med flotte farver.



Træskibe i Kerteminde Havn i weekenden.

I weekenden var der som sagt festival i Kerteminde og ved den lejlighed lå en masse træskibe til kaj på havnen. Her er et lille udpluk af de smukke skibe, da de lå i havnen og da de var sejlet afsted.


Der lå mange af stederne flere skibe ved siden af hinanden, som det kan ses her på billedet.


Eller som her.




Ved et tilfælde kom vi akkurat kørende forbi Kerteminde Nordstrand, som skibene var igang med at sejle ud, så vi fik som så mange andre strandgæster et smukt smukt syn, og heldigvis havde vi jo kameraet dejlig tæt på til at forevige det skønne syn :)



Ved havnen på den modsatte side af alle træskibene lå det smukke vikingeskib Havhingsten til, og på et af mine billeder kan man se det med sine mange sejl.