tirsdag den 5. februar 2013

Grå på den ufede måde.

Jeg plejer ellers ikke at skrive så meget på min blog omkring hverdagens eller livets problemer, men jeg må tilstå at meget mørke skyer er begyndt at trænge sig på mig, og uanset om jeg har verdens bedste psykolog, en dejlig mand og to vidunderlige børn, så har jeg bare svært ved i disse dage at få de mørke skyer og tåger på afstand :( De ellers så dejlige farver jeg normalt forsøger at favne i min hverdag og som jeg mere end noget elsker på denne jord blegner bare lidt i denne stund, hvilket jeg på ingen måde har det godt med ! Jeg har ikke lyst til at ynke og klynke eller sidde og sige hvor er det bare synd for mig, mine børn, min mand - ja min lille skønne familie, men jeg synes bare nogen gange at livet og skæbnen bare er ubarmhjertig og kører for meget i en ring eller spiral, som uanset hvordan man forsøger at bryde den bliver ved.

Det har aldrig været nogen statshemmelighed at Claus og jeg har fået vores to pragtfulde guldklumper så hurtigt efter hinanden, fordi vi blev rådet til det og i sidste ende sammen valgte at udvide familien med dejlige Mathilde på baggrund af mit allerede dengang svækkende helbred - det skal dermed ikke misforståes at hun ikke er ønsket lige så meget som Laura eller kun er blevet til i kraft af min situation, for uanset syg krop eller ej, så var hun blevet til for at gøre vores lille familie fuldendt !!!! Og jeg er faktisk heller ikke i tvivl om den dag idag, at havde min krop ikke været i udu efter Lauras fødsel, så ville vi stadig have fået pigerne så hurtigt efter hinanden. Mange synes det er synd at Laura ikke har haft os noget mere for sig selv, og så hurtigt har måtte få det storesøster ansvar, men Claus og jeg er faktisk glade for at de er så tætte aldersmæssigt og kunne faktisk ikke tænke os det anderledes !!! For vi ser det som en meget stor gave de kan få ud af det her søskendeforhold og vi misunder dem det nære bånd de allerede har og forhåbentlig vil blive ved med at have !!!

Og pigerne skal ALDIRG nogensinde være i tvivl om at de begge er lige meget ønsket af både Claus og jeg, og at INGEN af dem er skyld i mine helbredsproblemer !!!! Desværre er tingene bare gået ned af bakke for mig siden Mathilde blev født og desværre bliver hun også ved med at slås med en masse ting :( Én ting er mig selv og mine skavanker osv - det kan jeg godt håndtere til en vis grad, men at se min yngste datter ramle ind i det ene efter det andet - sådan noget tærrer altså på følelserne og uanset hvor meget man forsøger at håndtere det, snakke om det, bearbejde det osv, så gør det bare FORBANDET ONDT og man kan ikke holde tårerne tilbage selvom man kan se at ens lille pige bare er stærk og har et gåpåmod som bare pokker og stadig trives trods modgang man føler er dybt uretfærdig !!!

Jeg har egentlig ikke lyst til at komme nærmere ind på hvad hun slås med, for det ændrer ikke som sådan noget, men når alt det positive skal fremhæves, og det er der heldigvis, så er intet af det livstruende, ikke noget man ikke kan gøre noget ved, højst sandsynlig ikke for evig og altid, men bare det at det ene afløser det andet uden pause og at man ikke bare kan opleve perioder, hvor tingene glider uden bekymringer og hvor roen kan sænke sig i vores familie og hjem. Det er så trættende fysisk og psykisk at skulle holde hjemmet, familien og sig selv oppe over vandet og sejlende mod den sikre og trygge havn !!!

Med mit skæve smil på læben og tårer i øjnene kan jeg da uden at lyve, når jeg engang lukker mine øjne to sige at mit liv - det har sgu ALDRIG været kedeligt eller som perler på en snor !!!! :0)
Send en kommentar